Hvordan så Korsør egentlig ud tilbage i år 1875? Det har Korsør Miniby sat sig for at vise, og derfor bygger de på livet løs huse, så både turister og borgere kan få et blik ind i Korsør anno 1875 set i en tiendedelsstørrelse. Alle er velkomne til at komme helt tæt på byggeriet og se foreningen i arbejdstøjet når der hamres, bankes og males på Lilleøvej i Korsør for at skabe flere huse – og måske bliver der fremover i sommerperioden endnu bedre mulighed for at se det arbejdende værksted, og hvordan et miniaturehus bliver til.

Et anlæg med havn, gader, stræder og bygninger og en tro kopi af Korsør anno 1875. Det er drømmen og visionen for den sociale, kulturelle og byhistoriske forening Korsør Miniby. Med mere end 30 huse fra det gamle Korsør er foreningen godt på vej. I lokalerne på Lilleøvej i Korsør fremstiller foreningen minihuse, model-ler af huse fra Korsør, som udstilles ved Flådestation Korsør.

– Vi har et godt samarbejde med Flåden, om at minibyen kan blive udstillet på deres arealer, så den samtidig også står i sikkerhed og bliver passet godt på. Minibyen giver både borgere og turister et godt og levende indtryk af, hvordan Korsør bymidte har set ud før i tiden. For at give endnu en særlig oplevelse, så kunne det være en mulighed, at værkstedet fast i sommerperioden bliver åbnet op så bl.a. turister og børn kan se, hvordan arbejdet med at bygge de små huse foregår – det er meget imponerende, siger medlem af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Lis Tribler.

Kig ind på Lilleøvej, når flaget er ude
Allerede i dag er der også mulighed for at kigge forbi i foreningen, når de bygger i lokalerne på Lilleøvej. Det har været i overvejelserne, om foreningen skulle flytte til nye lokaler i Kulturhuset, men foreningen bliver på Lilleøvej, hvor alle er velkomne til at kigge ind, når det røde flag er ude – ligesom kunstnerne i Kabeldepotet i Korsør også byder velkommen ind i de åbne værksteder, når flaget er ude.

– Det er meget inspirerende at se, hvordan der i minibyen er kælet for detaljerne, som giver en levende forbindelse til fortiden. Minibyen er en af vores mange kulturelle seværdigheder, som appellerer til publikum i alle aldre, og med minibyens placering ved lystbådehavnen så er det et oplagt turistmål. Kombineret med et besøg på Lilleøvej og muligheden for at se, hvordan husene bliver til, giver det en uforglemmelig oplevelse, siger formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Christensen.

Korsør, Minibyen, som der var i 1875. Foto: Slagelse Kommune
Minibyen på Lilleøvej, Korsør. Foto: Slagelse Kommune

%d bloggers like this: