Christian Eriksen fra Hillerød vinder sit 3. DM i træk

Rotarianere fra hele landet mødtes den 2. juni i Korsør, hvor Korsør Nor Rotary Klub for fjerde år i træk var vært for det officielle danske mesterskab i Rotary Golf.
Mesterskabet, der blev spillet på Korsør Golf Klubs smukke bane, blev afholdt i tæt samarbejde med Korsør Golf Klub og Comwell Korsør. De mange deltagere nød det gode vejr, den flotte bane og den unikke natur ved Korsør Nor og Storebælt, hvor bl.a. rådyr, havørne, gæs og svaner var blandt tilskuerne. Efterfølgende middag med præmieoverrækkelse og underholdning afsluttede en god dag.
Vi er meget glade for, at kunne arrangere Danmarksmesterskabet som et landsdækkende Rotary arrangementet. Med den opbakning vi har fra både deltagere, fra Rotary Danmark, de enkelte klubber og ikke mindst fra vore sponsorer, ligger det fast at også næste års mesterskab finder sted i Korsør, nemlig fredag den 1. juni 2018, udtaler formanden for Golf- og Eventudvalget David Drachmann Sunne.
Ud over at kåre de danske mestre, har arrangementet også til formål at indsamle midler til velgørenhed. Også her har arrangørerne gennem alle årerne oplevet stor opbakning fra deltagere og sponsorer.
Dansk mester 2017 i Rotary Golf blev for 3. år i træk Christian Eriksen Hillerød Rotary Klub. Vinderscoren blev 81 slag.
Det blev ligeledes Hillerød Rotary Klub, der løb med det danske mesterskab for hold. Holdet bestod af Niels Johansen, Niels Erik Olsen og Christian Eriksen.
Blandt præmierne var også kvalifikation til den nationale finale i World Golfers turneringen. Kvalificeret er Danmarksmesteren samt vinderne af henholdsvis A og B rækken. Den udsatte Hole in One præmie på et Invita køkken til en værdi af kr. 250.000,- blev ikke indløst. Præmien var sponseret af Børge Nieslen A/S. Sponsor har dog meddelt, at der også bliver mulighed for at vinde nævnte køkken ved næste års mesterskab.
Præmieoverrækelsen fandt traditionen tro sted i forbindelse med afslutningsmiddagen på Comwell Korsør. Vi skylder en stor tak til vores sponsorer, herunder Comwell Korsør. De er en stor del af succesen. Nu glæder vi os til at kunne byde rotarianerne velkommen til næste års Danmarksmesterskab i Korsør. Deltagernes positive reaktioner motiverer os til at gøre det endnu bedre, slutter David Drachmann Sunne.

Korsør, 8. juni 2017
Byportalen takker for indlægget fra Poul Møller.

DM i Rotary Golf. Det blev afviklet i Korsør Golfklub, juni 2017. Her vinderne, Niels Johansen, Niels Erik Olsen og Christian Eriksen.
DM i Rotary Golf 2017. vinder blev Christian Eriksen, Hillerød.

%d bloggers like this: