Er dit barns yndlingsbamse blevet syg eller kommet til skade? Så tag den med på Slagelse Bibliotek og Borgerservice lørdag den 10. marts, hvor de søde læger fra Bamsehospitalet vil hjælpe med at gøre den rask og præsentere de besøgende børn for sundhedsvæsnet på en sjov og lærerig måde.

Har bamse fået ondt i maven af at spise for meget slik? Eller måske det er hørelsen, den er gal med? Lørdag den 10. marts kan dit barn tage bamsen under armen og få kureret alt fra brækkede bamseøre til slikmavepiner af lægerne fra Bamsehospitalet.

For mange børn kan mødet med sundhedsvæsnet og læger i hvide kitler være en skræmmende oplevelse. Men på Bamsehospitalet lærer de gennem leg, at læger ikke er farlige, men venlige mennesker, der kan hjælpe både bamser og børn, når de har brug for det.

Bamsekroppen under luppen
På Bamsehospitalet er alle slags bamser velkomne. De venlige bamselæger hjælper med at finde ud af, hvad der er galt med bamsen og laver en journal – præcis ligesom børnene selv vil opleve, hvis de skal på hospitalet. Bamsen får taget et røntgenbillede, inden barnet og bamselægen i samarbejde finder den rigtig behandling, så bamsen kan blive rask igen.

Arrangementet er en del af vores forårstema ’Videnskab og Kroppen’, der sæt-ter fokus på kroppen i samarbejde med DR og biblioteker landet over.

Bamsehospitalet er en aktivitet under studenterorganisationen International Medical Cooperation Committee skabt af frivillige sundhedsstuderende. For-målet er at skabe grundlaget for et trygt møde mellem barnet og den kittel-klædte verden og præsentere de yngste for viden om både den syge og raske krop på en sjov og lærerig måde.

Det er gratis at deltage i Bamsehospitalet, men kræver tilmelding via Slagelse Biblioteker og Borgerservices hjemmeside www.slagelsebib.dk.

%d bloggers like this: